Se mere her


  » Beretning 2005
  » Beretning 2004
  » Beretning 2003
  » Beretning 2002
  » Beretning 2001
  » Beretning 2000
  » Beretning 1999

Adresse og åbningstider 

 

Brøndby Lokalarkiv

Pilegården Korsdalsvej 136

2605 Brøndby

Tlf. 36 49 00 30

Åbningstider:

Mandage kl. 11-15 og ellers efter aftale

 

Søg på hjemmesiden

 

Beretning 2006


Beretning for Brøndby Lokalarkiv 2006

 

Forudsigelsen om, at antallet af henvendelser til arkivet via e-post i 2006 ville overstige tallet for besøg på arkivets læsesal, holdt ikke stik. Vi har stadig besøgende der finder vej til Pilegården, for at søge viden om lokalhistorien i Brøndby - endda var antallet lidt højere end tidligere år. Men det er en kendsgerning, at flere og flere henvender sig til arkivet via elektronisk post og bruger internettet til at søge lokalhistoriske oplysninger. Mange af dem, der besøger os i åbningstiden henviser direkte til, at de kommer, fordi de ikke fandt alt hvad de ønskede på vores hjemmeside.

 

I alt var arkivets personale i kontakt med over 1400 personer i årets løb. Dels i form at direkte henvendelser, dels som de mange vi mødte til foredrag, byvandringer o.lign. Tallet for indlevering af nyt materiale ligger stabilt: Ca. én gang om ugen modtager vi ting, der kan indlemmes i arkivets samlinger.

 

Året bød på den sædvanlige vifte af formidlingstilbud: Foredrag i forårs- og efterårsmånederne og byvandringer i sommerperioden. Besøget skifter, alt efter emne (og vejret!), men interessen er stor og vedblivende. På Pilegården viste vi fra maj og resten af året en udstilling om Brøndbys skoler gennem mere end 250 år. Én af de frivillige medarbejdere havde lagt et stort arbejde i at producere udstillingen, som der var stor interesse for blandt publikum. Indsatten på det skolehistoriske område fortsætter og kan måske med tiden blive til en bog om emnet. En anden planlagt udstilling måtte aflyses, så skoleudstillingen blev forlænget.

 

I årets løb blev der indledt et samarbejde mellem Lokalarkivet og tre foreninger (bevaringsforeninger og bylaug), der i hver deres bydel arbejder med historiske emner.

 

Ved slutningen af året blev arkivets bog om Brøndbyøster færdig til udgivelse. Bogen er den tredje og sidste i serien af beskrivelser af Brøndbys bydele. P.gr.a en meget langvarig teknisk produktion, blev den næste planlagte udgivelse udskudt til 2007. Det bliver en bog med erindringer fra Brøndbys tid som landbrugsområde.

 

Arkivets hjemmeside drives af Brøndby-bibliotekerne, som i 2006 udskiftede det program som siden opbygges med. Skiftet skulle være sket i sommerhalvåret - som i arkivet traditionelt er den stille tid på året - men blev forsinket, og det lykkedes derfor ikke at få den nydesignede hjemmeside i drift inden årets udgang. Men etableringen af den nye hjemmeside er et indsatsområde i de første måneder af 2007. Arkivets elektroniske nyhedsbrev får stadig nye abonnenter. Vi havde sat os som mål at nå 100 modtagere i 2006, og én af de sidste dage i december tilmeldtes abonnent nr. 102. Mange giver tilbagemelding om, at de er glade for at kunne følge med i arkivets arbejde, få meddelelse om arrangementer osv.

 

I januar tog arkivet afsked med Inger Pedersen, som i mange år har været en del af det lønnede personale. I stedet ansatte vi Ulla Gertsen, som tidligere har arbejdet på Brøndby-Bibliotekerne. Hun varetager nu en del af arbejdet med klargøring af arkivalier til registrering og arbejder med at tilgængeliggøre oplysninger fra en folketælling fra 1924. I 2006 havde arkivet desuden ansat Carl Pedersen i et løntilskudsjob, og han formåede bl.a. at få indsamlet mange hundrede nye fotos til billedsamlingen. Lokalarkivet har desuden i øjeblikket to trofaste frivillige medarbejdere, og samarbejder desuden med foreninger og enkeltpersoner i kommunen, som på forskellig måde bidrager til det lokalhistoriske arbejde.

 

Lokalarkivet videreførte i 2006 arbejdet med at vejlede personalet på kommunens folkeskoler i arkivspørgsmål. Skolerne er - i forhold til arkivloven - selvstændige enheder, der har ansvaret for deres egne arkiver. Der er lavet aftaler om opbevaringsforhold, kassation og overførsel af ældre arkivalier til Lokalarkivet. Arkivlederen har endvidere deltaget i kommunens IT-arkivgruppe, hvor en række vigtige beslutninger er truffet med henblik på at sikre bevaringen oplysningerne i forvaltningernes IT-systemer.

 

Årets Befæstningsdag blev afviklet i strålende efterårsvejr og med mange hundrede deltagere. Spørgsmålet om fremtiden for arbejde med formidling af Vestvoldens historie blev centralt i 2006. I juni husede Pilegården en konference om perspektiverne for formidlingsindsatsen, set i lyset af, at de opgaver Københavns Amt og Københavns Amtsmuseumsråd hidtil har løst, falder bort. Kun tre måneder senere blev der offentliggjort et meget stort projekt til revitalisering af hele Københavns Befæstning, iværksat af fonden Realdania og to ministerier. Lokalarkivet medvirker foreløbig til at stille forslag til, hvordan Brøndby Kommune kan indgå i dette projekt.

 

Strukturreformen berører på flere måder Lokalarkivet, selv om Brøndby Kommunes grænser ikke ændres. Amtet overdrager opgaver til kommunen, og f.eks. på miljøområdet kan det forudses, at arkivets kilder vil bliver brugt mere intensivt, f.eks. til at fastslå mulige forureningskilder fra fortiden. Efter en overgangsperiode overtager kommunerne en række opgaver på museumsområdet, og på sigt kan arkivets placering i dette billede kræve en overvejelse. Som arkiv i en af landets mindre kommuner, kan der være fordele forbundet med at samarbejde over kommunegrænserne om visse opgaver.

 

I december var arkivets leder på studiebesøg i Oslo og kom hjem med en række ideer, der kan tjene som inspiration til udviklingsarbejdet på lidt længere sigt. F.eks. har man i Norge mange steder etableret de såkaldte interkommunale arkiver, hvor en række kommuner samarbejder om drift af et arkiv for de kommunale forvaltninger. Og der er i Norge et langt mere udstrakt samarbejde mellem arkiver, museer og biblioteker på det kulturhistoriske område, end man sædvanligvis ser det herhjemme.

 
 
 
 
 
Gå til brøndby kommunes hjemmeside

Brøndby Lokalarkiv

Pilegården Korsdalsvej 136, 2605 Brøndby

Tlf: 36 49 00 30 Mobil: 50 84 39 88