Se mere her


  » Beretning 2006
  » Beretning 2005
  » Beretning 2003
  » Beretning 2002
  » Beretning 2001
  » Beretning 2000
  » Beretning 1999

Adresse og åbningstider 

 

Brøndby Lokalarkiv

Pilegården Korsdalsvej 136

2605 Brøndby

Tlf. 36 49 00 30

Åbningstider:

Mandage kl. 11-15 og ellers efter aftale

 

Søg på hjemmesiden

 

Beretning 2004


Beretning for Brøndby Lokalarkiv 2004

 

Året 2004 blev i højeste grad præget af arkivets flytning fra Kernen til Pilegården. Kommunalbestyrelsen vedtog at flytte Brøndbyøster Bibliotek til Politiskolens lokaler på Brøndbyøster Boulevard, men i denne bygning var det ikke muligt at skaffe plads til arkivet. Da det samtidig var besluttet at nedlægge Heldagsskolen på Pilegården nord for Roskildevej, viste der sig mulighed for, at Lokalarkivet flytte hertil.

 

Det er et stort arbejde at flytte et lokalarkiv. Arkivalier skulle nedpakkes og inventar demonteres, selv om der kun er få hundrede meter mellem de to adresser. Operationen var ikke uproblematisk, da arkivet bogstaveligt talt flyttede ind, mens Heldagsskolen flyttede ud. Dermed var det ikke praktisk muligt at tilrettelægge indretningen af de nye lokaler. Andet halvår af 2004 er derfor gået med at få tingene på plads og ordne en lang række praktiske forhold, og ved årets udgang er der en del løse ender. Men arkivet kan betjene sit publikum og der er i efteråret afholdt en række arrangementer på stedet.

 

Pilegården er opført som bondegård og dermed ikke bygget til arkivformål. Til gengæld opleves gårdens bygninger som "historiske", ikke mindst i kontrast til Brøndbyøsters højhuse lige ved siden af. Lokalarkivet har derfor fået en placering, der både er synlig og i tråd med dets virksomhed. Pilegårdens største force er de gode faciliteter til udstillinger og arrangementer, men såvel publikum som personale nyder godt af den meget bedre plads, i forhold til de trange forhold på Kernen.

Lokalarkivet på Pilegården blev indviet ved et arrangement den 11. september, hvor formanden for Kulturelt Udvalg, Gert Raasdal, skar den traditionelle snor over med en le. Derefter fik de fremmødte lejlighed til at tage de nye lokaler i brug.

 

På grund af flytningen var det ikke muligt at gennemføre de sædvanlige byvandringer i sommermånederne, men mange spurgte, om de blev afholdt på et senere tidspunkt. Det viser, at de uformelle ture er en populær måde at lære om sin lokale historie. Den ene byvandring, der blev holdt i begyndelsen af juni, samlede næsten 40 deltagere - i øsende regnvejr. Selve turen måtte aflyses og i stedet kom deltagerne i tørvejr på Kilden, og fik i stedet et foredrag om modstandsbevægelsens sabotage af Globus-fabrikken i Brøndbyøster.

 

Den årlige befæstningsdag er efterhånden en indarbejdet tradition. Efter en årrække med meget store og velbesøgte befæstningsdage i Brøndby, bød 2004 på et mere beskedent arrangement, som foreningen Vestvoldens Venner stod for. Der var åbent i fredskrudtmagasinet ved Horsedammen og rundvisninger i området. Det har vist sig stadigt vanskeligere at skaffe midler til at gennemføre Befæstningsdagen og derfor blev dagen i 2004 den sidste i dens nuværende form. Et samarbejde mellem forskellige fæstningsforeninger søger dog at videreføre ideen om en årlig dag med fokus på den gamle befæstningsanlæg.

 

I forbindelse med Brøndbyernes Idrætsforenings 40-års jubilæum i december, blev der udgivet en bog om klubbens historie. Lokalarkivet var gennem hele bogens tilblivelse medspiller i projektet, og fik i tilgift en del nyt materiale om kommunens idrætsliv, der ellers ikke er særlig godt dokumenteret på arkivet.

 

Arkivets medarbejder, Nina Sørensen, afsluttede i 2004 sin bog om villakvarteret Vesterled i Brøndbyvester. Det udviklede var fra starten et klondike-agtigt sommerhusområde, og der er til bogen fortalt mange spændende historier om de familier, der flyttede dertil. Arbejdet med begge bøger har tilført Lokalarkivet en stor mængde materiale, f.eks. i form af erindringer og billeder. Bogen om Vesterled udkommer i begyndelsen af 2005. Den sidste bog i trilogien om Brøndbys bydele, der får Brøndbyøster som tema, er p.gr.a. arbejdet med flytningen udskudt til 2005.

 

Brøndby Lokalarkivs hjemmeside blev relanceret i forbindelse med arkivets flytning. Siden har nu samme design som de øvrige institutioner under Kultur - Idræt - Fritid. I løbet af efteråret er hjemmesiden udbygget væsentligt, og det er hensigten at den skal være en formidlingskanal på linie med arkivets øvrige aktiviteter, som f.eks. bogudgivelser og udstillinger. Antallet af besøgende på hjemmesiden er overraskende stort. F.eks. var der i november måned 573 besøgende - eller ca. 20 om dagen. Set i forhold til de meget færre fysiske besøg på arkivet, giver det et fingerpeg om, at kræfterne i højere grad skal lægges på den virtuelle formidling.

 

Som tidligere år har Lokalarkivets bibliotekar været efterspurgt en del gange til foredrag, rundvisninger m.m. Disse arrangementer spænder fra et causeri i forbindelse med et lejerforeningsjubilæum til en rundvisning for byplanstuderende fra et universitet. De udadvendte aktiviteter et vigtige, ikke mindst fordi de synliggør arkivets virksomhed og skaber opmærksomhed om dets arbejde. Næsten hver gang vender Lokalarkivets medarbejder hjem med materiale, som publikum ønsker at overdrage til arkivet.

 

Med de bedre pladsforhold på Pilegården er det blevet muligt at inddrage særligt interesserede som frivillige medarbejdere på arkivet. Ved årets udgang var tre personer tilknyttet som frivillige. Ud fra deres egne interesser, arbejder de med opgaver, der ikke ellers er ressourcer til at udføre.

 

Efter flytningen var det naturligvis spændende, om arkivets publikum fandt vej til dets nye placering. Det viste sig, at det gjorde de. Besøgstallet i efteråret i de nye lokaler var på linie med det sædvanlige. Samlet set var antallet af henvendelser til arkivet (personlige, telefoniske eller pr. email) 373, hvilket er lidt flere end året før, og procentuelt en del flere, eftersom arkivet var lukket i tre måneder p.gr.a. flytningen. 533 deltog i arkivets egne eller i rekvirerede arrangementer. Endelig besøgte 93 personer Lokalarkivet i forbindelse med møder, gruppebesøg o.lign.

 

Antallet af indleveringer af materiale til arkivet var i 2004 omkring 75 journaliserede enkeltsager. Eksempler på, hvad der overlades til opbevaring i Lokalarkivet, kan ses på arkivets hjemmeside. Den mest omfattende indlevering var fra Brøndby Kommunes tekniske forvaltning, der overlod sit byggesagsarkiv til Lokalarkivet. Byggesagerne er digitaliseret, og de originale papirsager bruges ikke mere i administrationen. Efter aftale med forvaltningen, har Lokalarkivet udvalgt et antal sager til bevaring af historiske grunde. Først og fremmest fordi de kan være til gavn i Lokalarkivets arbejde, men også for på lang sigt at have en dokumentation for byggeriets historie i Brøndby, der er uafhængig af computersystemer, som måske om 100 år kan være indrettet helt anderledes end i dag. Sagerne er udvalgt, så alle former for byggeri i Brøndby er repræsenteret: Villaer, rækkehuse, boligforeningsbyggeri, skoler, industribygninger osv.

 

Den digitale arkivering er et spørgsmål der trænger sig mere og mere på - ikke mindst fordi arkivloven er ændret, så det nu er lovpligtigt at bevare et stort antal sager fra kommunens elektroniske dokumenthåndteringssystem. Hvordan det skal foregå er ikke afklaret i Brøndby, men der blev i 2004 nedsat en arbejdsgruppe til belysning af sagen. Lokalarkivets bibliotekar deltager i dette arbejde.

 

 

 
 
 
 
 
Gå til brøndby kommunes hjemmeside

Brøndby Lokalarkiv

Pilegården Korsdalsvej 136, 2605 Brøndby

Tlf: 36 49 00 30 Mobil: 50 84 39 88