Angreb på tog

I besættelsestidens sidste år var der i modstandsbevægelsen stor mangel på våben og ammunition. Selv om engelske fly nedkastede begge dele over Danmark, blev det meste oplagret til brug for et eventuelt væbnet opgør med den tyske besættelsesmagt. Det var derfor i 1945 vanskeligt at gennemføre sabotageaktioner o.lign., netop på grund af mangel på ammunition.

I marts 1945 havde man i modstandsbevægelsen erfaret, at en meget stor mængde geværpatroner skulle afsendes med tog fra København til Tyskland. Patronerne var fremstillet på Hærens Våbenarsenal, og blev på et baneterræn i København læsset på jernbanevogne.

Modstandsfolk forsøgte at erobre ladningen, men baneterrænet var for skarpt bevogtet, og i stedet blev der udtænkt en ny plan. Næste dag, da toget skulle sendes afsted, blev der sendt en modstandsmand med toget. Planen var, at han skulle tvinge lokomotivførereren til at standse toget ved overskæringen ved Brøndbyøstervej. Her ventede en større mængde frihedskæmpere, parat til at overfalde toget og stjæle patronerne.

Én af dem, Hugo Horwitz, har fortalt om hvordan aktionen var planlagt til at foregå: "Det viste sig, at der var et egnet sted ude ved Brøndbyøster. I dag ligger der højhuse, men dengang var det bondeland, og der var en jernbaneoverskæring ved en hulvej, og hvis vi lod godsvognen standse der, ville det være muligt at gennemføre hele vores plan og få kørt ammunitionen væk."

Imidlertid havde det tyske politi fået mistanke om aktionen, og da toget nåede til Valby, blev der koblet en vogn med tyske soldater på. Da man nåede Brøndbyøster, blev toget som aftalt standset, men ganske uventet for modstandsmændene, blev de pludseligt beskudt af de tyske soldater. I den efterfølgende ildkamp faldt to danskere, Kaj Jensen og Ebbe Rørdam.

Aage Staffe, der under Besættelsen havde dæknavnet "Lille John", har beskrevet sin oplevelse af aktionen ved Brøndbyøstervej: "Brøndbyerne var dengang ude på landet. Det var ikke et sted, men kom hver dag. Da jeg passerede jernbanen, var der ingen tvivl: Masser af vore folk, og masser af lastbiler på en mark. Et langt godstog standsede, og straks begyndte et voldsomt skyderi. Jeg sprang ned i en grøft og kravlede på maven hen mod et hus. Her skimtede jeg en kammerat [Kaj Jensen], der var ramt - ingen tvivl om det. Jeg kravlede hen til ham, fik ham trukket ind bag muren og lukkede skjorten op. Kuglen havde ramt præcist i hjertet...

Uffe skulle nu dække mig, mens jeg forsøgte at lempe håndbomber ind ad en luge i den godsvogn, soldaterne skød fra. Ingen virkning. Godsvognens brædder var for tykke til, at splinterne kunne gå igennem, det samme gjaldt maskinpistolernes kugler."

Børge Thing - med dæknavnet "Brandt" - oplevede angrebet således: "Det var lykkedes en fra den anden side af banelegemet at komme over til ledvogterhuset. han fortalte, at det var umuligt for dem at storme toget. "Per" [dvs. Ebbe Rørdam] var blevet dræbt, han havde fået et skud i panden. Vi måtte forsøge fra vor side. Ilden blev forstærket mest muligt, og en mand prøvede at løbe hen over togstammen og kaste håndbomber ind gennem vinduerne til de vogne, tyskerne skød fra. Det lykkedes ham at komme op uden at blive ramt, men da han var kommet hen over et par af de bageste vogne, begyndte toget langsomt at sætte sig i bevægelse. Det var lykkedes tyskerne at få lokomotivet i gang igen...

Det hele havde varet mindre end en halv time. Vi måtte prøve at få Kaj til en læge. De sidste ti minutter havde han ligget helt stille. Vi regnede med, at han havde mistet bevidstheden. Han havde grædt meget og kaldt på sin mor. Han var kun 18 år. Da vi bar ham væk, så vi, at han var død."