Da det virkelig var vinter

Ofte hører man folk tale om, at vinteren var meget strengere i gamle dage. I hvertfald har man en fornemmelse af, at der faldt meget mere sne før i tiden. Og noget er der måske om snakken. Det fortælles, at der i 1929 lå så meget sne i Brøndbyøster, at nogle folk i byen ikke kunne komme ud af deres huse.

Mange husker stadig de strenge vintre under 2. Verdenskrig - måske fordi krigsårenes mangel på brændsel gjorde dem koldere, end de ellers ville have været. I de tre "trillingevintre", 1940, 1941 og 1942, kom temperaturen i månedsvis kun sjældent over frysepunktet. I januar 1942 krøb termometeret nogle steder ned på 31 graders frost. Mange kom på hospitalet som følge af kulden, og den 27. januar var der registeret fire dødsfald. Trafikken var stærkt hindret af den megen sne. Færgerne på Storebælt lå stille, og halvdelen af landets rutebiler måtte indstille kørslen. En voldsom snestorm midt i marts skabte trafikkaos overalt, og lys og telefon blev afbrudt.

På Vestegnen gav sneen også store problemer. Toggangen mellem København og Roskilde blev opretholdt, men turen tog i nogle tilfælde 2½ time. Trafikken på Roskildevej kom frem med besvær, men bivejene omkring Glostrup var føget helt til. En kane var det eneste transportmiddel, der kunne forcere snemasserne. Flere steder så man skilte med teksten "vejen ufarbar". Gammel Køge Landevej og Roskildevej var amtsveje, og de var som regel ryddet. En gammel Brøndbyøster-beboer fortæller, at hendes mand nogle vintre måtte bære cyklen op til Roskildevej, når han skulle på arbejde.

Siden 1904 havde det været kommunernes pligt at sørge for, at de offentlige veje var farbare om vinteren. Snerydning var en borgerpligt for de arbejdsduelige mænd i byerne. Senere blev snekastningen lønnet af kommunen og gav timeløn. Det var en mulighed for f.eks. arbejdsløse, der kunne tjene lidt ekstra ved at "gå snevej", som man kaldte det. Arbejdet med snerydningen blev ledet af snefogeder, der havde hvert sit distrikt. Når det var snevejr, måtte fogeden ud for at samle mandskabet.

Den strenge vinter i 1942 satte mandskabet i Brøndbyerne på hårdt arbejde. I begyndelsen af februar kæmpede man mod sneen omkring Brøndbyvester. I otte timer om dagen arbejdede op mod 20 mand på at holde vejen fra Brøndbyvester til Brøndby Strand fri for sne. Arbejdet stod på en hel uge, men sneen blev ved at komme ned fra oven og fyge ind over vejen fra markerne. De snehegn, som allerede i november var sat op af kommunen, var ikke til megen hjælp.

Natten mellem den 5. og 6. februar lå mandskabet i deres senge og hvilede ud efter den fjerde arbejdsdag i træk på vejen. Så bankede snefoged Alfred Petersen fra Brøndby Strand på døren hos seks af mændene - politiet havde beordret vejen ryddet straks, fordi en bil skulle igennem. Måske var det lægen eller jordemoderen, der var kaldt ud. Det tog seks timer at få vejen gjort farbar igen.

Arbejdet med snekastningen kastede dog også noget af sig for de svedende mænd med skovlene. Timelønnen var 1 krone og 80 øre - og forhøjet takst om søndagen. Ind imellem måtte man have en pause. I Brøndbyøster var der dog en af snekasterne, der holdt temmelig lange pauser. Han henviste til det sted i Bibelen, hvor der står, at hvad Gud har sammenføjet, skal mennesket ikke adskille. Og så lod han snebunkerne ligge!

Efter de strenge vintermåneder i begyndelsen af 1942 anskaffede Brøndbyernes Kommune sig en sneplov. Man havde dog ikke noget køretøj at spænde den på, så man måtte leje en lokal vognmand til at køre med den. På grund af manglen på brændstof under krigen var det dog stadig ved håndkraft, at de fleste af kommunens veje blev ryddet.

Ét af de steder, hvor sneen ofte samlede sig, var ved baneoverskæringen ved Brøndbyøstervej. Her var en sænkning, som man kaldte "banehulen", hvor vejen passerede banen. Bedre blev det ikke, når Statsbanernes tunge sneplov kom forbi, og væltede snedyngerne ud til siden. Et år opgav man at rydde banehulen, og lavede simpelthen en ny vej gennem sneen vest for Brøndbyøstervejen.

Vintervejret gav til gengæld nye muligheder for børnenes leg. Rosenåen, der endnu i 1940'erne var et åbent vandløb fra Glostrup til Brøndby Strand, var én lang skøjtebane. En anden yndet fornøjelse for børnene var at hoppe op på mederne på de hestetrukne kaner. Så fik ungerne en gratis tur.

Ungerne kunne naturligvis også håbe på, at skolen lukkede på grund af sneen - men det skete nu kun sjældent. I vinteren 1942 holdt Brøndbyvester Skole åben, men mange børn blev hjemme. De kunne ganske simpelt ikke komme frem til skolen. I 3. klasse var halvdelen af eleverne fraværende på én af de værste vinterdage i februar 1942.